Af Claudia Zöllner
Da jeg hentede Mynta hjem fra Sverige i maj 2024, var jeg forholdsvis ny jæger og havde aldrig selv ført en jagthund. Jeg havde mange års erfaring med dyr, blandt andet som veterinærsygeplejerske, men arbejdet med en stående jagthund var en helt ny verden for mig.
Jeg vidste godt, at der ventede en masse træning. Jeg havde bare undervurderet, hvor meget af den træning der ville komme til at handle om mig selv.
I dag, knap to et halvt år senere, er jagthundetræning, markarbejde og prøver blevet en stor del af mit liv. Og jeg kan kun anbefale andre at kaste sig ud i det. Samarbejdet med en stående jagthund er noget ganske særligt, og for mit vedkommende har det udviklet sig til langt mere end en fritidsinteresse.
Kort fortalt
- 2. præmie og første titel – markprøve i åben klasse under SVK Södra i Tomelilla 18. oktober 2026. Mynta er nu MARKPR. Læs mere
- VJP, apporteringsprøve og Svensk eftersöksprov bestået – alle på halvandet år. Se alle resultater
- Efter vores egen Simba – født hos Munsterhuset i Sverige i marts 2024. Læs mere
- Træningen handler mest om føreren – det har jeg lært om at føre en stående jagthund. Læs mere
- Kan det anbefales? Ja – og du er velkommen til at kontakte mig. Læs mere
Mynta – med jagten i blodet
Mynta hedder officielt Munsterhusets Mynta og er født den 13. marts 2024 hos Robin Morgan, Munsterhuset i Sverige. Hendes mor er Munsterhusets Heja, og hendes far er vores egen Simba. Hun har dermed også en helt særlig tilknytning til Taksdale’s gennem sin afstamning. Taksdale’s er min kæreste Niels Laugesens opdræt, og jeg er tæt involveret i både hundene, opdrættet og træningen.
Den 8. maj 2024 hentede jeg hende hjem til Danmark. Afskeden blev fejret med Münsterländer-fanfaren, og den første nat sov Mynta i sengen sammen med sin far Simba og mig.
Allerede som ganske lille viste Mynta tydelige jagtlige anlæg. Hun tog stand for stort set alt levende, fra fugle til biller og edderkopper, og hun var meget optaget af at bruge sin næse. Sporarbejde var noget af det bedste, hun vidste.
Jeg husker også en tur på stranden, hvor hun helt spontant samlede en død edderfugl op og afleverede den, da jeg bad hende apportere. Den slags oplevelser er fascinerende, når man begynder at opdage, hvor meget der ligger naturligt i en jagthund.
Vi begyndte tidligt med grundtræningen. I de første måneder kørte vi næsten hver uge til Jylland, hvor vi havde mulighed for at træne i en privat skov uden forstyrrelser fra trafik. Vi arbejdede med apportering, indkald, dæk og de øvrige grundlæggende øvelser. Mynta blev også tidligt fortrolig med vand og viste sig at være en dygtig svømmer.
Samtidig gik vi til ringtræning og deltog i et par udstillinger. Det gav god træning i kontakt og samarbejde, ikke mindst i omgivelser med mange andre hunde.
Hjemme er Mynta en kærlig og social hund, der uden problemer deler sofa med vores Cornish Rex-katte. Men når hun kommer ud på marken, træder en helt anden side af hende frem.
At lære at føre en stående jagthund
Jeg valgte ret tidligt at arbejde hen imod de tyske jagtprøver, fordi jeg synes, at det tyske prøvesystem giver god mening for de kontinentale stående jagthunde.
I foråret 2025 bestod Mynta sin VJP i Schleswig-Holstein. Det var en stor oplevelse at se hendes naturlige jagtlige anlæg blive bedømt, og det gav mig endnu mere lyst til at fortsætte arbejdet.
Men der er forskel på at have en hund med gode anlæg og selv at kunne føre den.
Mynta er intelligent, arbejder selvstændigt og er meget arbejdsivrig. Hun har en stor jagtlyst og vil gerne arbejde. Det stiller også krav til mig som fører, for jeg skal både kunne læse hende, forstå hendes reaktioner og vide, hvornår jeg skal gribe ind – og ikke mindst hvornår jeg skal lade være.
Det sidste er ikke nødvendigvis så let, som det lyder.
Jeg har også måttet erkende, at det, der fungerer glimrende under træningen, ikke altid fungerer lige så godt, når vi står til en prøve. Der har været skuffelser og prøver, vi ikke bestod, selv om jeg syntes, vi var godt forberedt.
Mynta er desuden en følsom hund, som hurtigt opfanger min sindsstemning. Bliver jeg presset eller utålmodig, påvirker det hende. Lange prøvedage med mange hunde, ventetid og uvante situationer kan også være krævende.
Det har været en stejl læringskurve, og den er bestemt ikke slut.
Heldigvis har jeg Niels, som har årtiers erfaring med jagthunde og har været en uvurderlig hjælp i træningen. Robin har også bidraget med både træning, gode råd og støtte under prøverne. Dertil kommer de mange dygtige og hjælpsomme mennesker, vi har mødt gennem jagthundearbejdet.
Det særlige ved markarbejdet
Af alt det, jeg har oplevet med Mynta, er det især markarbejdet, der har grebet mig.
Der er noget helt særligt ved at se en stående jagthund arbejde. At følge hundens søg, se den udnytte vinden, registrere de små ændringer i dens adfærd, når den får fært, og opleve den gå i stand.
Det er her, jeg for alvor oplever, hvad samarbejdet mellem hund og fører kan.
Hunden har sin næse, sine instinkter og sin evne til at finde vildtet. Som fører skal jeg lære at forstå hunden, arbejde med terrænet og vinden og træffe de rigtige beslutninger undervejs.
Man kan ikke bare kommandere sig til det. Det kræver erfaring, tillid og et godt samarbejde.
Og når det hele går op i en højere enhed, er det en fantastisk oplevelse.
Det er også noget af det, jeg finder så interessant ved Kleiner Münsterländer. Racen er alsidig og har mange jagtlige egenskaber, som man kan arbejde med og udvikle. Men hundens naturlige anlæg gør ikke arbejdet alene. Der ligger mange timers træning bag et velfungerende samarbejde, og det er i høj grad føreren, der skal lære at skabe rammerne for, at hunden kan udnytte sine evner.
De første resultater på marken
I løbet af 2026 begyndte flere ting for alvor at falde på plads.
I august bestod Mynta DJU-apporteringsprøven i Svebølle med 24 point. Senere samme måned fik hun vandrepokalen som mest lovende kontinentale unghund på en lokal markprøve.
Den 28. september blev der for første gang skudt fugl over hende, og den 1. oktober bestod vi svensk eftersöksprov i öppen klass.
Den 17. og 18. oktober deltog vi i markprøverne i Tomelilla i Skåne, arrangeret under Svenska Vorstehklubben, SVK Södra.
Om søndagen fik Mynta en 2. præmie i åben klasse.
Det var vores første præmiering på mark, og naturligvis var jeg både glad og stolt. Ikke mindst fordi jeg ved, hvor meget arbejde vi har lagt i at nå dertil. Præmieringen gav også Mynta hendes første titel: MARKPR.
Men jeg er også helt klar over, at Mynta stadig har meget at lære – og at jeg selv har mindst lige så meget.
Myntas resultater
| Dato | Prøve eller udstilling | Resultat |
|---|---|---|
| 18.10.2026 | Markprøve, åben klasse, SVK Södra, Tomelilla | 2. præmie – titel MARKPR |
| 01.10.2026 | Svensk eftersöksprov, öppen klass, Skåne | Bestået |
| 23.08.2026 | Lokal markprøve | Vandrepokal: mest lovende kontinentale unghund |
| 06.08.2026 | DJU-apporteringsprøve, Svebølle (Dansk Gordon Setter Klub) | Bestået, 24 point |
| Forår 2025 | VJP, Schleswig-Holstein | Bestået |
| 07.09.2024 | DMK-udstilling, Roskilde, babyklasse | Særdeles lovende, bedste baby |
Mere end en fritidsinteresse
Noget af det, jeg slet ikke havde forestillet mig, da Mynta flyttede ind, var, hvor meget arbejdet med hende ville komme til at ændre min hverdag.
Jeg ser naturen på en anden måde nu. Jeg er blevet langt mere opmærksom på vind, terræn og vildtets adfærd, og jeg glæder mig til de dage, hvor vi skal ud og arbejde sammen.
Træning, jagt og markprøver har også ført mig til steder, jeg ellers ikke ville være kommet, og givet mig bekendtskaber og venskaber med mennesker, der deler interessen for jagthunde.
Det er blevet en livsstil.
En stående jagthund kræver tid, engagement og lyst til at arbejde med hunden – også uden for jagtsæsonen. Til gengæld får man mulighed for et samarbejde og nogle naturoplevelser, som jeg personligt ikke ville være foruden.
Jeg synes også, det er værd at understrege, at man ikke behøver at være vokset op med jagt og jagthunde for at komme i gang. Det var jeg ikke selv.
Man skal naturligvis være indstillet på at lære, bruge tid på træningen og opsøge mennesker med erfaring. Og man må acceptere, at det ikke altid lykkes i første forsøg.
Jeg har begået masser af fejl undervejs og kommer helt sikkert til at begå flere. Men jeg har også fået en langt større forståelse for hundens arbejde og for betydningen af det samarbejde, vi opbygger gennem træningen.
Mynta er en fantastisk jagthund, og jeg glæder mig til at se, hvor langt vi kan nå sammen.
Hvis du selv overvejer at begynde med en stående jagthund, eller allerede har en og gerne vil høre om mine erfaringer, er du meget velkommen til at kontakte mig.
Jeg deler gerne både de gode oplevelser, udfordringerne og de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.
For det er bestemt en vej, jeg kan anbefale andre at gå.
Fakta om Mynta
| Navn | Munsterhusets Mynta |
|---|---|
| Race | Kleiner Münsterländer, tæve |
| Født | 13.03.2024 |
| Stambogsnr. | DK11200/2024 · SE22506/2024 |
| Titel | MARKPR |
| Far | Simba (DK12510/2015) |
| Mor | Munsterhusets Heja (SE24139/2020) |
| Opdrætter | Robin Morgan, Munsterhuset, Sverige |
| Ejere | Claudia Zöllner og Niels Laugesen |
Se Myntas stamtavle og resultater i DMK-basen.